Landskabet i malerkunsten 1600-1900

Landskabet i malerkunsten 1600-1900

Landskabsmaleriet var før 1600-tallet ikke accepteret som sin egen genre. Landskabet blev da kun brugt til at skabe rum i malerierne, men blev alligevel betragtet som mindre vigtigt.

I middelalderen havde man en opfattelse af, at naturen var vild, utæmmet og fordærvet, hvilket gjorde, at landskabskunstnere den gang malede naturen endnu vildere, så hellige personer i forgrunden af landskabet, fremstod endnu mildere og mere helgenagtige. Det var smart for kunstnerne at rette sig efter dette, da kirken var dem der købte flest landskabsmalerier, og dermed gerne ville have den vilde natur, der kunne fremhæve det gode i mennesket.

Borgerne (den rige del af borgerne) i 1600-tallets Holland fik landskabsmalerierne til at udbrede sig, da de fik flere penge og derfor bestilte flere landskabsmalerier (ville gerne vise deres rigdom via billederne).

Landskabet er som motiv revolutionerende, da det nu ikke længere bare var baggrund, men nu også den ting der var malet, altså uden at nogen eller noget stod i forgrunden. Alt fokus var på landskabet selv. Samtidig med kunne man se naturen alle steder, det var håndgribeligt for folk.

Casper David Friedrichs ”Vandringsmanden” er et romantisk landskabsmaleri. Romantikken er den periode i historien, hvor folk vendte sig ind ad, og så det smukke i sig selv og ens eget land, mennesker så det følsomme, det reflekterende og det gudfrygtige hos dem selv. Dette afspejles i ”Vandringsmanden”, da han står og skuer ud over klipper indhyllet i tåge, og virker derfor hurtigt filosofisk. Mennesket i romantikken var oftest lidt ensom, en person der trak sig tilbage, og samtidig gerne ville ud og opleve verden. Det romantiske landskabsmaleri er spændende, interessant, dragende og faretruende. Dette kan man tydeligt se er afspejlet i ”Vandringsmanden”.

6   ”Denne nationale tankegang kom til at præge 1800-tallets malere i de europæiske lande, ligesom romantikkens tankesæt om det reflekterende, følsomme og gudfrygtige mennesker gjorde det” Sætningen betyder:Fyrstedømmerne i Tyskland kom til at se alle de ting de havde tilfældes, og blev derfor enige om, at de burde slå sig sammen. Dette gjorde også, at kunstnere i forskellige fyrstedømmer fandt ud af, at de andre fyrstedømmer havde gode naturområder, der var fede at male.

Casper David Friedrich og William Turner beskrives begge som værende romantiske landskabsmalere, dette kan ses ved, at begge kunstnere fokuserer på lys/mørke og har begge sådan lidt mystisk tåge hængende over billederne. Turners billede er meget varmere end Friedrichs billede, og har lidt mere udviskede detaljer.