Kroppen i kunsten

Kroppen i kunsten

I de tidligste fremstillinger af mennesket, gjaldt det om, at være ”frodig” og ”svulstig”, da det symboliserede velstand…

I antikken var kropsidealet muskuløse og tynde kroppe, men dog med et alvorligt ansigt, da kroppen og sjælen var et, og derfor skulle kroppen symbolisere ”kloghed”, som man viste med prestigefyldte tynde/sunde krop.

I middelalderen overtog den kristne kirke hvad man måtte lave, og derfor kom billederne og statuerne til at være mere ”dukkeagtige” end ”livagtige”. Dette skyldtes, at man ikke ville friste folk med nøgne og livagtige statuer…

Renæssance betyder genfødsel, hvilket passer meget godt med, at renæssancen ”genføder” antikkens kropsideal. Kroppen og sjælen er her ”det samme”, og derfor skal kroppen være veltrænet, for at vise status og kloghed. Michelangelo er en meget vigtig antik-kunstner…

I barokken, var Peter Paul Rubens en vigtig kunstner, hans billeder bestod af svulstige kvinder, hvor de kvindelige former gerne skulle være med lidt ekstra fedt, og derudover skulle kvinderne gerne være blege (dette symboliserede at de ikke skulle arbejde). Grunden til, at han fik lov til at male nøgne kvinder, var fordi han malede dem ”ud fra mytologien”, så kirken så bort fra, at de ikke havde tøj på. 

Eksempler på billeder:

Bartolomæus, Udsnit fra altertavle, Barcelona (ca. 1200)

Fra Middelalderen - Dukkeagtige billede af hellige figurer - kan ses på ”glorien”. 

 

”Venus ved spejlet”, Peter Paul Rubens, 1614-1615.

Barokken - malet af Rubens, svulstige nøgne damer.

 Venus’ fødsel, Sandro Botticelli, ca. 1480.

Fra rænessancen - antikkens kropsidealer træder igen frem.

Åbykrucifikset, ukendt kunstner, ca. 1100. Nationalmuseet.

Fra middelalderen - kristendommen træder i karakter, med dukkelignende ansigt. 

 Laokoon, Hagesandros, Polydoros og Athenodoros (3 billedhuggere fra Rhodos), ca. 100 f.kr.

Fra antikken - det muskuløse kropsideal.